Logo: Vejle Bibliotek

tirsdag den 22. juli 2008

Store fortællinger


Skulle jeg lande på en øde ø med masser af læsetid til min rådighed, ville jeg give mig i kast med de store, bredt anlagte, farverige romaner. – de gode historier man kan synke ned i og blive klogere af. Under palmernes skygge ville jeg først gribe Lars Saabye Christensens Halvbroderen (2002), som stadig er én af de bedste bøger, jeg har læst de senere år, og den tåler absolut en genlæsning! Lad dig ikke lade afskrække af det monumentale omfang, for man ryger igennem bogen på ingen tid og ærgrer sig bare over, at den slutter.
Handlingen lader sig vanskeligt opsummere med få ord. Det er en slægtskrønike, der udspilles i Oslo i anden halvdel af det 20. århundrede. Fire generationers historie oprulles, og slægtens stærke kvinder står centralt i bogen.
Det er fremragende fortællekunst af en livsklog forfatter. Bogen balancerer fint mellem tragedie og komedie. Den giver stof til eftertanke og spiller på alle følelsesmæssige tangenter, for romanen er fuld af drømme, løgne, hemmeligheder og fortielser, af fravær og savn, af ensomhed og længsel, af smerte og vrede, men også af kærlighed, venskab og sammenhold.

0 kommentarer:

 
NYTTIGE LINKS >